Hej FIK'ere!

Hermed en lille statusopdatering til jer omkring hvad der sker i og omkring FIK:

Da turen igen gik hjemad fra Falun, var det med en lille usikkerhed omkring hvorvidt der igen skal afholdes Nordiske Mesterskaber samt hvor de i givet fald skal afholdes. Hvis rækkefølgen skal overholdes, bør de næste Nordiske Mesterskaber jo afholdes i Norge. Desværre var de norske repræsentanter jo rejst hjem inden afslutnings-ceremonien, så der kom ikke nogen endelig udmelding inden vi begav os hjem til vore respektive lande igen.

I Falun kom vi fra FIK med den udmelding, at - såfremt Norge ikke ser sig i stand til at gennemføre Nordiske Mesterskaber i 2012 - så vil vi i FIK grundigt undersøge, om vi i stedet vil kunne arrangere mesterskaber i Danmark for at sikre, at disse fremragende traditioner kan holdes i hævd.

Efter hjemkomsten fra Falun har vi modtaget en foreløbig tilkendegivelse fra norske FIG om, at man gerne vil undersøge mulighederne for at forsøge at arrangere Nordiske i Norge i 2012. Man er dog i FIG udfordret på økonomien og en afvikling af Nordiske Mesterskaber vil kræve, at FIG og de øvrige nordiske organisationer kan finde løsninger på en del praktiske udfordringer.

Man har fra FIG's side meddelt, at der vil komme en mere konkret udmelding her i det tidlige efterår - og det afventer vi så nu. Vi vil, så snart vi ved mere, melde det ud her på vores hjemmeside.

Vi har i FIK netop afholdt et bestyrelsesmøde, hvor vi bl.a. gennemgik den økonomiske status i FIK efter Falun. Det er ganske tilfredsstillende at kunne konstatere, at vores økonomi i FIK ser ganske fornuftig ud og at der, som tingene ser ud nu, er en ganske god basis for at arbejde frem mod deltagelse kommende nordiske mesterskaber, uanset hvor de måtte blive afholdt.

Flemming Wisby Olsen
Formand - FIK