Formandens beretning

Af danske F-I-K mesterskaber blev i 2006 kun afviklet bordtennis og golf, herudover har vintergymnastikken også kørt.

Bestyrelsen har drøftet emnet om flere aktiviteter mange gange, men desværre ligger det lidt i tidsånden, at deltagerne ikke higer efter afvikling af diverse danske F-I-K mesterskaber. Sådan er det også hos vore øvrige nordiske kompaner.

Heldigvis er stemningen en helt anden, når det gælder deltagelse i Nordisk stævne hvert 3. år, så vågner folk op til dyd.

Året 2006 var derfor, helt naturligt, præget af deltagelsen i Nordisk Stævne i Eerikkalä, Finland den 7-11. juni 2006. Foråret gik for bestyrelsen og sportslederne med at planlægge turen, og F-I-K fik sendt en trup af sted på 60 deltagere.

Mange medaljer blev det til, hvor især fodboldholdet viste kampånd, efter en nedtur, så de såmænd tog guldmedaljerne. Tak til alle deltagerne, sportsledere, bestyrelse for en rigtig skøn tur til Finland, hvor sammenholdet atter var i højsædet.

Sidste på året i november 2006, kunne vores svenske venner fra SFIK’s fejre deres 85 års jubilæum i Stockholm. Et stort tillykke til SFIK med de 85 år. Repræsentanter fra F-I-K bestyrelsen deltog fra Danmark i festlighederne.

Der arbejdes allerede nu i de respektive bestyrelser i Norge, Sverige, Finland, Danmark på at planlægge arrangementet for det kommende Nordiske stævne i Sverige i år 2009. Dette stævne kan muligvis blive det sidste Nordiske stævne.

Hvordan fremtiden herefter år 2009 bliver for F-I-K vides jo ikke, men indtil nu har F-I-K jo eksisteret i over 71 år.


Ballerup den 26. april 2007

Allan Varbæk
Formand