Til stede:
Axel Petersen (AP), Kasserer
Jan N. Jørgensen (JNJ), formand
Allan Varbæk (AV), næstformand
Allan Holden (AH), Nordiske relationer
Flemming W. Olsen (FWO), sekretær
Flemming Mortensen (FM), revisor
Jesper Overgaard, Firmarepræsentant fra Tryg (JO)

Dagsorden:
1 Valg af dirigent
2 Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år
3 Forelæggelse af de reviderede regnskaber til godkendelse
4 Behandling af forslag fra bestyrelse eller medlemmer
5 Fastsættelse af kontingent og stævnefondsbidrag
6 Valg af bestyrelse og deres funktioner samt 2 suppleanter
  Formanden skal vælges for et år ad gangen
  Næstformand og et menigt medlem valgt i lige år.
  Kasserer og andet menigt medlem på valg i ulige år.
7 Valg af revisor og revisorsuppleant
8 Eventuelt

Ad 1:
Til dirigent valgtes Flemming Mortensen. FM takkede for valget og konstaterede,at mødet var rettidigt indkaldt.

Ad 2:
Formanden (JNJ) fremlagde beretningen for det forløbne år.

Beretningen affødte en diskussion af FIK’s fremtid og berettigelse og ideer til yderligere aktivering af medlemsklubberne.

FIK fylder generelt ikke meget i medlemsvirksomhedernes verden. Kommunikationen er til stede – men responsen på udsendt materiale samt arrangementer er meget begrænset. Dette er senest illustreret ved at flere arrangementer (FIK-mesterskaber) måtte aflyses grundet manglende tilmeldinger.

Den generelle holdning var, at FIK ”ikke måtte give op”. FIK må, for at aktivere medlemsklubberne,  anvende Nordisk Stævne som løftestang og derigennem skabe dialog og interaktivitet med medlemsklubberne.

Slutteligt blev formandens beretning godkendt enstemmigt.

Ad 3:
Regnskabet for 2004 samt budgettet for 2005 blev gennemgået af kassereren. Der blev efterlyst en kolonne indeholdende budgettet for 2004 således, at årets resultat kunne sammenlignes med det realiserede. Det aftaltes, at dette imødekommes for fremtiden.

Ad 4:
Der var ingen indkomne forslag fra bestyrelse eller medlemmer til behandling.

Ad 5:
Det foreslåede kontingent for det kommende år blev enstemmigt vedtaget.

Ad 6:
Jan N. Jørgensen genopstillede som formand. Valgt enstemmigt uden modkandidat.

Allan Varbæk genopstillede som næstformand. Valgt enstemmigt uden modkandidat.

Flemming Wisby Olsen genopstillede som menigt bestyrelsesmedlem. Valgt enstemmigt uden modkandidat.

Per Slouborg og Claus Steen genopstillede begge som bestyrelsessuppleanter. Begge genvalgtes enstemmigt uden modkandidater.

Ad 7:
Flemming Mortensen blev foreslået genvalgt som revisor og Jørgen Holm foreslået genvalgt som revisorsuppleant. Begge genvalgtes enstemmigt.

Ad 8:
Pokaluddeling:

Idrætslederpokal:
Pokalen går i 2004 til Allan Varbæk for hans indsats omkring hjemmesiden for FIK.

Hafnia Skades Jubiæumspokal:
Pokalen går i 2004 til Per Slouborg for hans arbejde som aktiv sportsleder i FIK.

Dirigenten takkede afslutningsvis for god ro og orden, hvorefter mødet blev hævet.

 

Flemming W. Olsen                            Flemming Mortensen

Referent                                                 Dirigent